Er du til løbesko, racercykel eller bare en god lang travetur i det blå, så benyt dig af chancen mandag og tirsdag.

Efter et par flotte, tørre og solrige dage først på ugen kan vi nemlig se frem til et vejrskifte midt på ugen, som giver os anderledes vådt og blæsende vejr.

Sådan lyder prognoserne for ugens vejr fra DMI.

Men den tid – den sorg.

Først kan vi nemlig glæde os over flot – og lidt køligt – forårsvejr.

»Ugen starter med tørt og ret solrigt vejr. Vi får en del sol, som i perioder kan være lidt sløret – og kun svag vind.«

Det siger den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Martin Lindberg, om både mandag og tirsdag.

Nattens frost resulterede i en kold mandag morgen, men i løbet af dagen kommer vi op omkring fem graders varme.

Og nattefrosten bliver hos os de kommende dage, og temperaturerne om dagen bliver heller ikke prangende. Meteorologen regner ikke med, at vi kommer over de fem grader.

Onsdag sker der så noget, fordi et lavtryk er på vej ind over landet.

»Siden kommer der et vejrskifte. Jeg tror, onsdag begynder med sol især i den østlige del af landet, men der kommer skyer vestfra,« siger Martin Lindberg, som forudser både regn og slud i Jylland i løbet af onsdagen. Et vejrsystem, som han venter vil brede sig til resten af landet i løbet af aftenen og natten.

Torsdag og fredag bliver både våde og blæsende dage – måske også med både slud og tøsne – men det er endnu usikkert, hvor kraftig blæsten bliver.

Derfor har DMI lige nu et foreløbigt varsel om vindstød af stormstyrke for ugens sidste hverdage.

»De seneste prognoser peger på, at vi får vindstød af stormstyrke. Det ser ikke ud til, at middelvinden bliver stormende kuling, og det er muligt, at vi fjerner varslet igen,« siger Martin Lindberg og tilføjer:

»Lige nu er det lidt fifty-fifty. Det er noget, vi holder øje med lige nu.«