Hvordan bliver vejret onsdag?

Ja, det afhænger helt af, hvor i landet, du befinder dig.

Store dele af Jylland får en ganske pæn dag med efterårssol, mens det længere mod øst bliver mere skyet.

»De bedste solchancer er mod vest, mens der vil være flere skyer mod øst. På Bornholm og på Lolland Falster og Møn vil der også komme regn og byger.«

Sådan lyder det fra vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Anja Bodholdt, onsdag morgen.

Hun tilføjer, at det især er den vestlige og nordlige del af Jylland, der får glæde af solen.

Resten af landet vil få en mere skyet dag med enkelte byger.

Temperaturerne kommer til at ligge mellem 16 til 21 grader.

»Her bliver det også Vestjylland, der får de højeste temperaturer. Det bliver en ganske pæn dag,« siger Anja Bodholdt.

I løbet af natten falder temperaturen, og det giver en noget kølig torsdag morgen.

»De kolde morgener er kendetegnende nu, hvor vi går mod efteråret. Det er tydeligt at mærke, at luften er anderledes.«

»Så det kan være svært at klæde sig rigtig på fra morgenstunden,« siger Anja Bodholdt