Det er ikke kun fadøllene foran storskærmene, der vil gøre denne lørdag til en våd affære.

Også vejrguderne vil sørge for at sætte sit fugtige præg på løjerne.

Faktisk varsler DMI lige nu risiko for skybrud i store dele af landet i løbet af eftermiddagdagen og aftenen.

»Det er ret usikkert lige nu, om det overhovedet bliver til noget. Men hvis det kommer, så kommer det til at høvle ned.«

Sådan lyder det lørdag formiddag fra vagthavende meteorolog hos DMI, Lars Henriksen, som forklarer, at der er tale om det DMI kalder et »risiko varsel.«

»Det betyder, at usikkerheden i prognoserne er for usikre til et egentligt varsel, men vi kan heller ikke lade være med at gøre noget. Derfor advarer vi folk om, at de skal holde øje med vejrudsigten i løbet af dagen,« tilføjer han.

Varslet gælder fra klokken 12 middag til klokken 20 lørdag aften og gælder for den nordlige og østlige del af Jylland og for store dele af Sjælland.

Nærmere bestemt for København og Nordsjælland, Nordvestsjælland, Midtsjælland, Stevns, Djursland, Århus NV (Kronjylland), Aarhus, Vendsyssel, Himmerland, Storaalborg, Jammerbugt, Faxe, Sorø og Viborg

Altså lige præcis i det tidsrum, hvor fodboldlandsholdet støder sammen med tjekkerne i Baku.

»Risikovarslet gælder for hele nordøstsjælland og det nordlige og nordøstlige Jylland. Altså det område hvor både Aalborg og København ligger. Størstedelen af landet får en rigtig fin og rolig aften med ikke ret meget vind, men rammer det her de store byer, bliver det noget bøvl,« siger Lars Henriksen.

Han understreger, at fordi prognoserne lige nu er så usikre, så kan det meget vel være, at varslet bliver droppet i løbet af eftermiddagen.

»Hvis der i løbet af eftermiddagen ikke er kommet kraftige byger over Skåne, så piller vi varslet af igen, men lige nu er der potentiale i atmosfære til et ordentligt brag.«