Udsender oversvømmelsesvarsel i Tyskland: Undgå disse områder


Opdateret med udtalelse fra en dansk turist i Lübeck.
En kraftig vind fra nordøst har skabt store mængder regn flere steder i Tyskland.
Og mandag morgen blev der udsendt en oversvømmelsesvarsel langs kysten i Lübeck. Derudover er der også risiko for oversvømmelser ved Østersøkysten i Slesvig-Holsten og Mecklenburg-Vorpommern, skriver Bild.
Ifølge vejrtjenesten Wetteronline når den stormfulde nordøstenvind i Lübeckbugten hastigheder på omkring 80 kilometer i timen.
Det tyske søfartsdirektorat advarer om vandstande på op mod 1,10 meter over normalen i Lübeck.
I byen er floden Trave allerede løbet over sine bredder flere steder, og derfor har myndighederne en klar opfordring til borgerne: Hold jer væk fra oversvømmede områder og undgå at gå ned i kældre eller parkeringspladser, der står under vand.
Derudover opfordres folk også til at holde sig væk fra vandkanten og at fjerne biler fra oversvømmede områder.
Den danske turist Annelise Weng, der mandag gæster Lübeck sammen med sin mand Mogens, fortæller til B.T., at vandstanden i floden er steget meget, så nogle af stierne langs floden står under vand, men foreløbig opfatter det danske par situationen som udramatisk.
Ifølge de tyske myndigheder er der langs kysten i det hele taget også fare for, at grene kan falde af og træer kan vælte.
Ifølge Wetteronline vil vinden aftage langsomt i løbet af mandagen, men der vil formentlig gå et stykke tid, før vandet, der presser sig ind mod kysterne, ryger tilbage i Østersøen.
Mandag aften har myndighederne lavet status efter dagens nordtyske uvejr.
Det skriver Lübecker Nachrichten.
Da vandet stod højst nåede det 1.50 meter over normalen.
Mange træer er væltet, og mange bilejere har fået deres køretøjer ødelagte af vand.
Men allerede ved middagstid begyndte vandet at trække sig tilbage, så de helt store problemer udeblev.
Der er således ikke kommet meldinger om personskade i det kraftige blæsevejr.