OPDATERING: Onsdag eftermidag har DMI udsendt et varsel for kraftig snestorm gældende fra torsdag og frem. I store dele af landet kan der falde mellem 15 og 20 centimeter sne på seks timer, skriver vejrtjenesten på sin hjemmeside.
Det hører til sjældenhederne, at DMI udsender et såkaldt 'forvarsel'.
Men det er nu sket – og det skyldes, at vi står over for nogle »ganske udfordrende« dage rent vejrmæssigt.
For de kommende dage advares der både om »kraftigt snefald« og om risiko for snefygning.
Nærmest hele landet står til at kunne blive påvirket eller berørt på den ene eller anden måde.
Allerede tirsdag udsendte DMI forvarslet, som umiddelbart er gældende fra torsdag eftermiddag og frem til fredag eftermiddag.
»Men allerede i dag, onsdag, kan der nå at falde lidt sne på forkant af varslet,« forklarer meteorolog Rasmus Stoltze Hansen i en kommentar på DMIs hjemmeside.
Det helt store snevejr står dog først til at ramme os fra torsdag, hvor et snevejr udvikles over Tyskland og når frem til Syddanmark.
»Her er der tale om et snefald, der har potentiale til både at blive kraftigt og langvarigt. Flere steder kan sneen falde næsten uafbrudt i mere end et døgn, og først i løbet af fredag ventes snevejret at klinge af,« oplyser DMI.
Allerede fra torsdag morgen forventes lidt let sne over store dele af landet.
»Men til formiddag trækker et markant snevejr ind over det sydøstlige Danmark. Til eftermiddag når sneen frem til Nordsjælland og Aarhus-området, og frem mod aftenen og natten kommer sneen til Nordjylland,« forklarer Rasmus Stoltze Hansen.
Når snevejret engang fredag holder inde igen, anslår DMI, at der på det tidspunkt mange steder på Sjælland og på Bornholm kan være faldet op mod 10 til 15 centimeter sne.
Det såkaldte »snemængdepotentiale« er dog lokalt op til 20-30 centimeter, lyder det.
I resten af landet forventes der at være faldet mellem to og ti centimeter.
DMI oplyser dog også, at der endnu er »stor usikkerhed« omkring placeringen af snevejret, så det er svært at spå om, hvor det præcist vil falde, og hvor meget sne der vil komme.
