Frem med solcremen og fyld fryseren med is.

For ifølge TV 2 viser en vejrmodel for første gang nogensinde 40 graders varme i Danmark.

Dog er der kun tale om en enkelt vejrmodel, som er en computersimulation af vejret for de kommende uger. Derfor understreger TV 2s meteorologer også, at det er usandsynligt, den får ret.

Men inden du lægger solcremen tilbage i skabet, mener DMI, at der er grund til vejroptimisme.

»Der er potentiale for den kraftige varme, men om det bliver 28 eller 38 grader, kan vi ikke sige med sikkerhed endnu,« siger Martin Lindberg, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Den vagthavende meteorolog fortæller, at vi skal yderligere fem til seks dage frem, før man kan sige noget med sikkerhed.

Men ifølge DMIs syv-døgns-udsigt bliver der i denne uge opbygget en højtryksbølge, som kommer i løbet af weekenden.

Det betyder, at mandag til torsdag i næste uge vil byde på tørt og ret solrigt vejr i hele landet.

»Der vil komme lidt skyer i løbet af dagene, men ellers temperaturer op mod 24 grader – og nogle steder kan temperaturerne komme højere op,« siger Martin Lindberg.

Det er altså lagt op til en varm skolestart for landets skoler, tilføjer han.

Særligt i den sydlige og sydøstlige del af landet kan man glæde sig til varmere temperaturer med helt op til 25 grader eller derover, mens Nordjylland kan forvente 22 til 24 grader.