Køligt, gråt og vådt.

Det lyder som noget fra en efterårsudsigt, men det har været indholdet af de fleste historier om vejret i maj.

Fredagens og pinsens vejr bliver – desværre – ingen undtagelse.

»Jeg må med skam meddele, at det ser en anelse vådt ud.«

Sådan siger vagthavende meteorolog på Danmarks Meteorologiske Institut, Trine Pedersen, om ugens sidste hverdag.

Hun forklarer, at det kedelige vejr skyldes et lavtryk over det irske hav, som giver fronter fra vest til det meste af landet, og har dog en smule trøst:

»Det kommer ikke til at regne hele dagen. Der kommer byger og regn on and off,« siger hun og tilføjer, at mængden af vådt fra oven afhænger af, hvor i landet, man befinder sig.

»De bedste solchancer er der mod øst og på vores alle sammens solskinsø Bornholm. Når fronterne kommer vestfra, giver det mest nedbør i Jylland, mens det bliver mere og mere tørt, jo længere østpå, man kommer.«

Både fredag og i pinsedagene er det en god idé at ruste sig med en paraply eller regnfrakke. Det ser nemlig gråt og vådt ud. (Arkivfoto)
Både fredag og i pinsedagene er det en god idé at ruste sig med en paraply eller regnfrakke. Det ser nemlig gråt og vådt ud. (Arkivfoto) Henning Bagger

Temperaturerne både fredag og resten af pinsen beskriver hun som »ikke prangende.«

14 til 15 grader de steder, der er heldige at få et kig til solen, mens andre steder må nøjes med 10 til 13 grader.

»Det er ikke noget at håbe hurra for,« siger Trine Pedersen.

Og pinsesol bliver der ikke synderligt meget af.

Derimod melder DMI om både blæsende og skyet weekendvejr med både regn og byger.