Et regulært skybrud på Bornholm sætter gang i flere voldsomme våde dage til resten af landet.

Hvis man er en af de mere end 80.000 løbere, der skal deltage i 'Royal Run' mandag, kan man dog godt ånde lettet op, da den kraftige regn på solskinsøen først begynder natten til tirsdag.

Det bliver dog en blæsende og til tider smådryppende affære for atleterne i København, fortæller Mette Wagner, vagthavende hos DMI.

»Det bliver et forholdsvis fornuftigt løbevejr til 'Royal Run'. Der kommer nok lidt vind og noget småregn, men det vil ikke være i form af store byger.«

De sporadiske regndråber mandag aften er dog noget, som danskerne skal nyde mest muligt, for vejret kan blive rigtig voldsomt de kommende dage.

Faktisk så voldsomt, at DMI allerede nu har udsendt et opmærksomhedsvarsel om såkaldt 'farligt vejr' i hele landet begyndende fra tirsdag morgen.

»Det betyder, at vi kan få kraftigt regnvejr. Vi ved ikke specifikt, hvor det rammer endnu, og derfor gælder varslet for hele landet,« fortæller DMI's meteorolog, som påpeger, at de opdaterer deres varsel løbende.

Det er som nævnt et skybrud på Bornholm, der sætter lavinen af regnvejr i gang. Her kommer der i nat en varm luftmasse ind fra syd, hvilket vil medføre mellem 25-35 mm regn på seks timer.

Skybruddet er ekstremt uheldigt timet, i og med at Folkemødet begynder i denne uge.

»Der er ved at blive gjort klar til Folkemødet, så det er også for deres skyld, at vi udsender det her varsel, så de kan være parate til det,« siger Mette Wagner.

Ud over regnvejret de kommende dage kan folk også se frem til en god omgang buldren i form af tordenvejr hist og pist.

DMI forventer ikke, at andre steder end Bornholm vil blive ramt af skybrud, men det er altså en god idé at medbringe sin paraply, uanset hvor man bor i landet.