Maj er normalt ensbetydende med blomstrende syrener, lyse forårsaftener på terrassen og pinsefrokoster i solen.

Men den forsmag, vi fik på forår og sommer i Kristi Himmelfartsferien, er desværre aflyst af regn, regn og mere regn, så langt øjet rækker.

Det fortæller vagtchef ved DMI, Klaus Larsen.

»Vi ligger i dag med et lavtryk oppe ved Skagerak, og det giver en del regn til den nordlige del af Danmark, mens der er en gammel front, som giver småregn over den sydlige del af landet,« fortæller han.

Store dele af Sjælland og Bornholm har lørdag morgen en smule tørvejr, men i løbet af dagen er der risiko for regn alle steder, fortæller vagtchefen, der dog tilføjer, at det ikke blæser så meget.

»Temperaturmæssigt kommer vi ned omkring 10-15 grader, og sådan bliver hele næste uge generelt,« siger Klaus Larsen, der også fortæller, at nogle af bygerne kan blive med hagl og torden.

Han kan desværre ikke få øje på særligt meget sol og sommer i vejrudsigten for næste uge.

»Så det er mere af samme skuffe, som vi har set tidligere. Ens lidt kedeligt vejr over hele landet,« fortæller Klaus Larsen.