»Væltede træer.« »Tabt gods.« »Væltede træer.« »Tabt gods.«
De meldinger går lige nu igen og igen på Vejdirektoratets trafikkort, mens landet søndag er godt i gang med at blive blæst igennem af et stormlavtryk, der passerer nord om os.
Af den grund er der i øjeblikket en masse røde advarselstrekanter på trafikkortet – og flere af dem dækker over meldinger om væltede træer rundt omkring.
Særligt i det jyske.
Eksempelvis på Rute 16 fra Viborg mod Randers mellem Læsten og Øster Bjerregrav.
»Væltede træer. Vejhjælp er på vej,« lyder det hos Vejdirektoratet.
Også på motorvej E20 fra Esbjerg mod Vejen mellem frakørsel 70 Holsted og 69 Brørup er melding om væltede træer, og det samme er der på Rute 13 fra Viborg mod Vejle mellem Hald Ege og Birgittelyst.
Det er dog ikke kun væltede træer, der skaber problemer i trafikken.
Det sammen gør også flere meldinger om 'tabt gods' rundt omkring – blandt andet på motorvej E45 fra Aarhus mod Horsens mellem 54 Ejer Bavnehøj og 55 Horsens N:
»Tabt gods, pas på. Vejhjælp er på vej.«
Der er også melding om tabt gods på E45 fra Frøslev mod Haderslev mellem 70a Rødekro og Øster Løgum, og ligeledes på E45 fra Vejle mod Aarhus mellem Vejle og 46 Aarhus Nord.
Vejdirektoratet påpeger også på sin hjemmeside, at de vindstød af op mod orkanstyrke, der ifølge et varsel fra DMI kan ramme os, betyder »øget risiko for nedfaldne grene og væltede træer samt risiko for væltet vejarbejdsafmærkning og tabt gods på kørebanerne.«
Udover problemer i trafikken har blæsten også ført til flere færgeafgange søndag, og på flere broer advares der også om kraftig blæst.
Du kan følge udviklingen i vejret i vores liveblog lige HER.

