Masser af sol og tørt vejr.

Sådan lyder DMIs prognose for vejret i Danmark i den kommende uge.

Fantastisk vejr, hvis man skal på festival. Knap så fantastisk, når man ser på risikoen for tørke i Danmark.

Allerede i sidste uge meldte DMI ud, at der er høj risiko for tørke i store dele af landet.

I 2018 måtte flere vandværker udstede helt eller delvis vandingsforbud.
I 2018 måtte flere vandværker udstede helt eller delvis vandingsforbud. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

DMIs tørkeindeks for hele landet er vokset fra 9,2 den 1. juni til 9,6 den 5. juni.

Skalaen går fra ingen risiko for tørke (0) til høj risiko for tørke (10).

2018 var det mest tørkeramte år i Danmark i 99 år, og nu er der altså meget, der indikerer, at vi er på vej mod en situation, der minder om 2018.

Dengang måtte flere af landets vandværker udstede helt eller delvist vandingsforbud.

Hos Danske Vandværker er man derfor meget bevidst om risikoen for tørke og vandmangel.

Direktør i Danske Vandværker Susan Münster.
Direktør i Danske Vandværker Susan Münster. Foto: Philip Høpner
Vis mere

»Tidligere erfaringer viser, at en tørkeperiode sjældent rammer vandforsyningen ens over hele landet: Mens nogen kan opleve at have rigeligt med vand, så kan det komme til at knibe i andre områder,« fortæller Susan Münster, direktør i Danske Vandværker, i en pressemeddelelse.

»Derfor er det vigtigt, at vi som forbrugere efterlever vandværkernes anbefalinger. Det er nemlig de lokale vandværker, der har det bedste overblik over, hvor meget vand man kan levere, og hvilken betydning det for eksempel kan have at sprede efterspørgslen ud,« siger hun.

Hvis vi ender i den situation, at vandværker har svært ved at følge med efterspørgslen, skal man indstille sig på, at haven bliver en del mere brun, og at badebassinet nok skal ligge tørlagt hen.

»Her er det meget vigtigt, at vi respekterer, at mennesker og dyr selvfølgelig har fortrinsret til vand,« formaner Susan Münster og fortsætter:

»Vi bør derfor tænke os om, når vi ønsker at bruge vand til andet end drikkevand, hvis vi bor i områder med sparsom vandkapacitet eller -ressourcer.«

»Men fordi situationen kan være meget forskellig fra egn til egn, så er det vigtigt, at vi lytter til vores lokale vandværk,« siger direktøren.

Med tørken øges faren for brandfare også.

Brandfare.dk kan man se, hvordan risikoen for brandfare i det meste af Sjælland, Fyn, Lolland-Falster og Østjylland ryger op i det røde felt onsdag i den kommende uge.

Derfor er Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, også ude at advare:

»Al brug af åben ild kræver derfor ekstrem opmærksomhed i disse dage. Jeg vil fraråde al brug af ukrudtsbrænderen, og det er nok heller ikke en god idé med et hyggebål,« siger han til TV 2 Kosmopol.

B.T. skrev i sidste uge om, hvordan du er stillet forsikringsmæssigt i tilfælde af brand.