16 dage uden regn. Det kan vel ikke blive ved?

Jo, det ser sådan ud. 

Faktisk kan tørkeperioden ende med at vare en hel måned. 

Der er nemlig hverken byger eller heldagsregn i de prognoser, som vagthavende meteorolog Anja Bodholdt og hendes kolleger på DMI sidder med lige nu.

»Masser af sol og ikke en dråbe regn fra oven. I hvert fald ikke de næste fem dage,« konkluderer hun. 

Hvis vi nøjes med at kigge et par dage frem, så tegner det med andre ord til at blive en både sommerlig og lun weekend. 

Den største ændring i forhold til de seneste dage er, at vinden er gået i øst, og at de højeste temperaturer rykker mod vest. 

»Jylland har de seneste dage haft noget lavere temperaturer end resten af landet, men det ændrer sig i løbet af weekenden,« siger Anja Bodholdt. 

Men betyder det så, at fynboer og sjællænderne kommer til at fryse til havefesten eller må droppe søndagsfrokosten på terrassen?

På ingen måde. 

Temperaturerne kommer generelt til at ligge mellem 18 og 23 grader. Lokalt op til 25 grader, og måske et lille nøk højere i Vest- og Sønderjylland. 

På den højtbesungne ferieø i Østersøen ser det imidlertid noget anderledes ud. 

»Det bliver ikke særlig sommerligt vejr på Bornholm og ved kysterne langs Østersøen, på Møn og Falster,« siger Anja Bodholdt og forklarer, at vinden i den sydøstlige del af landet tager til og bliver jævn til hård fra øst og nordøst, i perioder endda lokalt op til kuling.

Her vil temperaturerne også kun ligge mellem 15 og 18 grader. 

Den øvrige del af landet kan dog også se frem til mere blæsende vejr med let til frisk vind fra nordøst og øst. Ved kysterne op til hård vind. 

Det knastørre vejr og den tiltagende vind er ikke den bedste kombi, hvis du planlægger bål og snobrød. 

Anja Bodholdt opfordrer til, at du tjekker de lokale meldinger hos Beredskabsstyrelsen, inden du stryger tændstikken.

Torsdag fik den manglende regn Bornholm til at indføre afbrændingsforbud på hele øen, og vandselskaber har opfordret til, at man dropper havebassinet og vanding af græsplanen.

»Maj var 60 procent mere tør end normalt, så det er meget tørt rundt omkring« lyder det fra Anja Bodholdt.