En regnvåd affære.

Sådan kan det kommende døgn nok bedst beskrives, for nogle steder kan der falde det, der svarer til knap halvdelen af, hvad der normalt kommer af nedbør for hele maj måned.

Det fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Bolette Brødsgaard.

På DMIs hjemmeside oplyser hun, at man normalt i maj kan forvente 47,3 millimeter regn.

Men i løbet af tirsdagsdøgnet kan der nogle steder falde op til 20 millimeter.

»Så det bliver ret vådt,« fortæller hun til B.T. tidligt tirsdag morgen.

I øjeblikket er vejret foreløbigt pænt på Sjælland, i Nordjylland og på Bornholm, mens resten af landet »ligger svøbt ind i en regnfuld front«, der kan give byger fra tid til anden:

»Det gør, at man kan blive meget våd, når man er ude i det,« forklarer meteorologen.

I løbet af de kommende timer trækker fronten videre til resten af landet, som derfor også vil få vand.

Fra midt på dagen følger en del byger fra syd i hælene på fronten og kaster yderligere vand ned over os.

»Så regnen fortsætter. Der kommer ikke meget sol igennem,« fortæller Bolette Brødsgaard.

Samtidig kan de byger, der trækker op over os, i eftermiddagstimerne være med torden. Særligt i den sydlige del af landet vil man kunne opleve det.

»Alt i alt kommer der en hel del vand med den her front og de bygeområder,« forklarer hun.

DMI forventer, at der vil komme falde mellem 10 og 20 millimeter regn i løbet af dagen.

De 20 millimeter vil særligt kunne komme i Nordjylland.

I flere andre jyske egne fik man også en del vand i går, og lægger man det sammen med den nedbør, der forventes at komme tirsdag, vil man også de steder kunne nå op på 20 millimeter.

»Så det bliver en del regn, særligt til den vestlige del af landet,« siger Bolette Brødsgaard.

Der er dog også et par lyspunkter gemt i al nedbøren.

For fordi regnen falder over en så lang periode, er der ikke umiddelbart risiko for tilstoppede kloakker, oversvømmelser eller skybrud.

»Men lidt akvaplaning kan man godt forestille sig, at der kunne komme på nogle veje, og det kan være lidt ubehageligt at komme igennem, hvis man mister vejgrebet, når man kører i sin bil,« fortæller Bolette Brødsgaard og tilføjer:

»Så det er måske værd at holde lidt øje med.«