Hvis man havde håbet på lidt mere sommer og sol og en tur på stranden de kommende dage, så kan man nok godt pakke optimismen væk.

I hvert fald hvis man skal tro prognosen for tirsdag fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

»Vi står over for det, man kan kalde klassisk dansk sommervejr det kommende døgn. Vejrmæssigt bliver det skyet i det meste af landet, og enkelte steder kan man oplever byger,« siger vagthavende meteorolog Thor Hartz til B.T.

Dagen starter ellers godt for især nordjyderne, der får sol fra morgenstunden – noget som kan sprede sig til resten af landet, som dagen skrider frem.

Danskerne skal forvente et mere uforudsigeligt skydække tirsdag - og med enkelte undtagelser fremover.
Danskerne skal forvente et mere uforudsigeligt skydække tirsdag - og med enkelte undtagelser fremover. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Vi holder os på temperaturer mellem 15 og 20 grader, men vinden bliver frisk. Dog ikke lige så blæsende som mandag,« lyder det fra meteorologen.

Selvom onsdag og torsdag bliver varmere, så er der udsigt til flere af denne slags »halvkedelige« sommerdage, hvor man kan være i tvivl, om der skal en jakke over T-shirten og længere bukser til.

»Selvom vi kommer op mellem 20 og 23 grader midt på ugen, så går vi stadig en mere tvivlsom periode i møde. Sidst på ugen kommer vi igen under 20 grader med mere vind og mere uforudsigeligt skydække,« siger Thor Hartz.

Samtidig byder ugens sidste dage i flere dele af landet på byger.

»Vi er i en periode med en mere nordvestlig strømning. Derfor får vi ikke meget af varmen fra Sydeuropa, selvom mange nok efterspørger den,« siger den vagthavende meteorolog.