Er du til vintersol eller snevejr?

Tirsdag lover DMI en dag med begge dele, men om du ser vrimlende sneflokke, eller kan gå en tur i flot januarvejr, afhænger helt af, hvor i landet du befinder dig.

»I de sydlige og vestlige dele af landet kommer der byger i dagtimerne, og her kan der være noget hvidt i nedbøren. Men det bliver ikke et landsdækkende snevejr.«

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Trine Pedersen.

Hun forklarer, at det særligt er området fra Limfjorden og ned mod Lillebælt, der får byger.

Og måske er det slet ikke sne, men slud og regn, der kommer i stedet, understreger hun.

»I de nordlige og østlige dele af landet er der mulighed for en del sol,« siger Trine Pedersen.

Meteorologen trøster dog med, at hvis bygerne skulle gå uden om de sydlige og vestlige egne, så er der også mulighed for et kig til solen her.

Og tænker du allerede nu, at tirsdag er en god dag til at bekæmpe corona-kiloene med en rask gåtur, så tag godt med tøj på.

Det bliver nemlig koldt.

Selvom temperaturerne ligger over frysepunktet mellem en og fire plusgrader, så vil blæsten gøre det til en kold affære.

»Jeg vil foreslå, at man forsøger at komme ud først på dagen. Det bliver blæsende og noget bistert. Det kommer til at føles koldt,« siger Trine Pedersen og tilføjer, at vi sidst på dagen får en jævn vind og ved kysterne op til hård vind til kuling.

Tidligere meldte DMI om en del sne onsdag, men nu har prognoserne ændret sig lidt, forklarer den vagthavende meteorolog:

»Onsdag ser lidt træls ud. Det bliver noget mere skyet og med mere nedgør. Måske lidt sne over de østlige egne, men det ligger lige på vippen. Måske bliver det mere noget med slud og regn,« siger hun.