‘Det mig, der står herude og banker på.’

Sådan synger Thomas Helmig.

Men i hans selskab er der igen blevet åbnet for pengestrømmen.

Efter et år med røde tal er den aarhusianske hitmager tilbage i plus.

Det viser et nyt regnskab fra Thomas Helmigs selskab The Annex, skriver Se og Hør.

Selskabet kom ud af 2025 med en bruttofortjeneste på 2,5 millioner kroner. Det er noget af en vending fra året før, hvor bruttoresultatet lød på minus 142.193 kroner.

Men helt uden ridser i lakken er regnskabet ikke.

For mens der kom penge ind i selskabet, trak investeringer den anden vej.

Overskuddet før skat endte på 723.378 kroner.

Ifølge Se og Hør skyldes det blandt andet, at selskabets værdipapirer faldt knap 1,82 millioner kroner i værdi i 2025.

Værdipapirerne er dog fortsat svimlende 13,9 millioner kroner værd.

Derudover har selskabet lidt over 3,3 millioner kroner stående i likvide midler.

Samlet lyder egenkapitalen på 16,5 millioner kroner.

Regnskabet viser også, at selskabets ene ansatte fik udbetalt 891.752 kroner i løn i løbet af året. Det svarer til en månedsløn på 74.312 kroner.