Først ud på aftenen torsdag opgraderede DMI sit varsel til storm over Danmark natten til fredag og gav den navnet 'Rolf'.

Det har nu fået Peter Tanev fra TV 2 Vejret til tasterne på X.

Han skriver:

»Jeg troede, at ideen med at navngive storme i Danmark var, at man kunne advare befolkningen i god tid og bruge navnet i formidlingen. Men først 4-5 timer før stormen rammer Danmark, vælger DMI at komme med et navn. Helt godnat og ubrugeligt i formidling af voldsomt vejr.«

Hos DMI sagde Jens Lindskjold, der er vagthavende meteorolog, kort før det til B.T.:

»Det har været en lavtryksudvikling, der har været svær at forudsige. Hele dagen har den ligget lige på vippen omkring, om det var en storm. Men nu har vi så valgt at opgradere vores varsel.«

TV 2 Vejret har hele torsdag varslet om storm. 

I det vestjyske varsles der om farlig vejr med vindstyrke af orkan, som betyder op mod 33-37 meter i sekundet.

»Det vilde ved 'Rolf' er, at der også vi kan opleve vindstød med orkanstyrke indover landet. Det er ikke noget vi ser hvert år. Der kommer til at være væltede træer og andet, når vi står op fredag,« siger meteorologen, der dog også har godt nyt.

»Det gode ved 'Rolf' er, at det hurtigt er overstået igen. Og fordi det går så hurtigt, vil der heller ikke være fare for en egentlig stormflod i denne omgang,« siger Jens Lindskjold.

Trafikken kan flere steder i landet blive ramt.

Blandt andet togselskabet Arriva melder på sin hjemmeside om færre togafgange fredag morgen. Togselskabet står for den regionale togtrafik i blandt andet Midt- og Vestjylland.

Her er flere afgange mellem Ribe og Esbjerg, Herning og Vejle samt Odense og Svendborg aflyst.

Der vil også afgå færre tog fra København mod Fyn og Jylland frem til klokken 9 tirsdag morgen.

Rejsende opfordres til at tjekke Rejseplanen.

Fra færgeselskabet Scandlines lyder det, at man er blevet nødt til at aflyse afgange mellem Gedser og Rostock.

Fra Gedser forventes sejladsen genoptaget klokken 07 fredag morgen, og fra Rostock klokken 06, står der på hjemmesiden. Færgerne sejler stadig efter planen fra Rødby og Puttgarden.

Færgeselskabet Color Line har også måtte aflyse og ændre flere afgange grundet vejrforholdene. Blandt andet er der aflysninger på ture mellem Hirtshals i Nordjylland og Kristiansand i Norge.