DMI har mandag eftermiddag udsendt et varsel om tæt tåge i store dele af Jylland.
Varslet gælder fra tirsdag klokken 01 til tirsdag klokken 8.
Tågen forventes at blive så tæt, at der mange steder vil være en sigtbarhed på under 100 meter.
Til B.T. fortæller Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog ved DMI:
»Det bliver en stille og klar nat, hvor det kan komme ned på seks til ti grader i det jyske. Og så er det, der kan dannes tåge. Den kan blive tæt, så det kan være som at køre lige ind i en hvid mur, hvis man er i en bil.«
Hun advarer derfor trafikanterne – ikke mindst i morgentrafikken tirsdag.
»Den kan godt blive liggende i nogle timer tirsdag, så det gælder om at være på vagt. Der kan gemme sig en cyklist eller en fodgænger derude,« siger meteorologen.
Også andre dele af landet kan blive ramt af tåge, selvom varslet lige nu kun gælder for Jylland.
»Den kan også nå til Fyn og Sjælland, hvor det så vil være i form af tågebanker. Men vi tror ikke umiddelbart, at der er behov for et egentligt varsel her. Men det kan være, at det ændrer sig i løbet af aftenen,« siger hun.
