Synes du, det blæser mere, end det plejer?

Så har du ganske ret – og nu forklarer DMI årsagen til den megen rusk her i juni måned.

Men først de tørre fakta. Ifølge DR viser tal fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at middelvinden fra 1. til 19. juni har været 4,8 meter i sekundet.

Det er noget mere blæsende end juni måned plejer at være.

Men hvad er årsagen?

Det har vagthavende meteorolog ved DMI, Mette Zhang, et svar på:

»Danmark ligger mellem et lavtryk ved Rusland, Baltikum, Finland og et højtryk omkring De Britiske Øer. Når det er sådan, vil trykket gerne udligne sig mellem høj- og lavtryk, og det genererer noget vind, som vi så mærker i Danmark,« siger hun til DR.

Lige netop i dag – torsdag – bliver faktisk ikke så blæsende. DMI lover svag til jævn vind fra syd og sydøst.

Det er dog en stakket frist, for allerede fredag er den gal igen.

Her lover DMI godt nok tørvejr og solskin. 

'Men der bliver også lukket op for en kølig og strid vestenvind, som givetvis vil genere udendørs arrangementer, såsom musikfestivaler og fejring af nyudsprugne studenter,' skriver meteorolog Henning Gisselø i en vejrkommentar på DMIs hjemmeside.