Stormen Malik er så småt ved at lande i Danmark, og nu varsler DMI om nye områder, der kan blive ramt af stormens kraftige vindstyrker.

Lørdag eftermiddag er der udsendt varsel om, at også det Sydfynske Øhav sammen med Lillebælt og Smålandsfarvandet vil opleve forhøjet vandstand.

Fra Fyns Politi oplyses det, at man er opmærksom på situationen hvad angår Malik. Og derudover kommer myndighederne med nogle oplysninger for Fyn og fynboerne:

»De nuværende meldinger er, at der kan forventes forhøjet vandstand i Assens Havn, Svendborg Havn, Odense Fjord Stige Ø, Faaborg, Bagenkop, Bogense og Kerteminde Havn.«

»Kraftig blæst med vindstød af orkanstyrke kan ventes i hele politikredsen,« lyder det blandt andet i en pressemeddelelse, som kommer fra en koordineret indsats af blandt andet politi og beredskab.

Hvis man oplever væltede træer eller lignende opfordres man desuden til at ringe til Beredskab Fyn eller Middelfart Kommunes Driftvagt.

I pressemeddelelsen oplyses det, at myndighederne mødes i løbet af weekenden, hvor de koordinerer indsatsen under stormen Malik. Hvis man vil undersøge, hvordan trafikken glider, opfordres man til at gå på trafikinfo.dk, ligesom man kan følge med status for stormen på dmi.dk.

Fredag meldte Odense Kommune ud, at man forventer at vandstanden i Odense Fjord vil stige med 1,75 meter. Derfor har arbejdet for at sikre Seden Strandby, som er et af de mest udsatte steder ved Fjorden, været godt i gang store dele af lørdagen.

Desuden skrev Vejdirektoratet tidligt lørdag, at der er kraftig vind på Svendborgsundbroen, og man derfor fraråder al kørsel med vindfølsomme køretøjer.