Stormen, der allerede har skabt kaos på Gran Canaria, Lanzarote og Fuerteventura, er langt fra færdig.
Nu er turen kommet til Storbritannien.
Det britiske meteorologiske institut, Met Office, har udstedt en en heftig vejrvarsel, efter at Claudia ventes at ramme landet med enorme mængder regn fredag.
Og meldingen er alt andet end beroligende.
Ifølge Met Office forventes op til 80 millimeter regn, og oversvømmelser er sandsynlige, når stormen rammer.
Advarslen gælder fra middagstid og resten af dagen og dækker store dele af landet – herunder Wales, Midlands, South West, South East og East of England.
Mens stormen fortsætter sin tur nordpå, følger DMI udviklingen. Og ifølge vagthavende meteorolog Jonas Paludan er der især én ting, danskerne bør hæfte sig ved:
»Den kommer til at lægge sydøst fra London, og går i land i den nordlige del af Portugal, hvor den fisser lidt rundt og så mister sin kraft,« siger han til BT.
Helt uden effekt bliver Claudia dog ikke herhjemme.
»Den vil nok give os lidt blæst her i dag, men fra i morgen vil vi ikke lægge mere mærke til det,« tilføjer han.
