Trekantsområdet er fredag aften ramt af oversvømmelser efter voldsom regn i løbet af dagen.

Det skaber trafikale udfordringer - og har forårsaget stribevis af uheld.

»Problemet er, at vandet kan være svært at se i mørket, og derfor opfordrer vi trafikanterne til at køre med stor forsigtighed,« siger operationschef ved Trekantsområdets Brandvæsen, Casper Christensen, til Vejle Amts Folkeblad.

På grund af de store mængder nedbør opstod et farligt fænomen på flere motorveje i Trekantsområdet.

Smedebakken i Vonsild ved Kokding står under vand efter heftig regnvejr.
Smedebakken i Vonsild ved Kokding står under vand efter heftig regnvejr. Foto: Elo Christoffersen/Byrd
Vis mere

»Vi har været ude til omkring 25 uheld forårsaget af aquaplaning,« siger vagtchef ved Sydøstjylllands Politi, Jørn Bystrup til B.T.

Også flere byer er ramt. Hårdt ramt.

Især i Vejle og Kolding er der problemer med store vandmængder, men også i Fredericia og Børkop kæmper de med høj vandstand.

Vandet er kommet ind i flere huse, fortæller Casper Christensen til TV Syd. Beboerne i Vejle Midtby kan hente sandsække i en container ved Ågade på grund af risikoen for oversvømmelser.

Har du billeder af oversvømmelserne eller er dit hus blevet ramt? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til til os på Facebook eller send en mail til 1929@bt.dk.

Der er også indsat udstyr ved slusen for at pumpe vand væk og dermed sænke vandstanden i indre by.

På Facebook florerer der dramatiske billeder fra det centrale Vejle, hvor flere veje - og kældre - står under vand.

Også længere sydpå har den megen nedbør skabt trafikale udfordringer.

I både Vejle Å, Højen Å og Grejs Å er vandstanden meget høj. Siden man begyndte at måle vandstanden i Grejs Å i 2013 er der kun tre gange målt højere vandstand, end der er netop nu.

I Kolding er Klimaberedskabet tilkaldt for at få situationen vurderet.

»Der ligger stadig meget vand på vejene. Flere tunneller og viadukter er oversvømmet,« siger vagtchef ved Sydøstjylllands Politi, Jørn Bystrup.

»Vi følger situationen tæt og bistår Beredskabet med den nødvendige assistance,« fortsætter han.