Sne- og sludbyger kan om et par dage give et hvidt landskab flere steder i Danmark.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mens de norske og svenske vejrinstitutter har udsendt fareadvarsler om store mængder sne. 

»Er årets første sne på vej?« spørger DMI retorisk i et opslag på X.

Ifølge vejrtjenestens hjemmeside forventes de først sne- og sludbyger allerede at falde torsdag og fredag.

»Men vinteren bliver næppe længe. Allerede i weekenden vender den lune luft tilbage.«

Vores nordiske nabolande kan dog forvente et markant vejrskifte de kommende dage. 

Og det byder på et regulært vintervejr bestående af store mængder sne flere steder i Sverige og Norge. 

Norges meteorologisk Institut Yr har tirsdag udsendt et gult varsel for dele af Vest-Finnmark og Nord-Troms, hvor kraftige snebyger kan give mellem 10 og 30 centimeter sne.

Torsdag forventes dele af det sydøstlige Norge – herunder Oslo – også at blive ramt af op til 15 centimeter sne, lyder farevarslingen fra Yr. 

I Sverige har sneen allerede ramt det centrale Sverige. Og det forventes at fortsætte de kommende dage.