Stilhed før stormen.

Sådan kan denne tirsdag betegnes – for i horisonten lurer en torsdag, hvor der både kan komme sne og forhøjet vandstand flere steder.

Med lad os starte med denne tirsdag, som ifølge DMI's vagthavende meteorolog Klaus Larsen bliver »en stille og rolig dag.«

»Det bliver noget mindre blæsende end i går (mandag, red.),« siger han og tilføjer, at vindstyrken højest kan snige sig op til at blive frisk.

Dagen starter noget forskelligt afhængig af, om du befinder dig i det østlige og det vestlige Danmark.

»Mod øst starter dagen koldt, men solrigt. Især på Sjælland. I Jylland er det derimod skyet, men noget varmere,« siger Klaus Larsen.

De morgenfriske står op til temperaturer lige omkring frysepunktet på det østlige Sjælland, hvor det har været skyfrit i nat.

I det jyske er temperaturerne allerede oppe på syv grader flere steder – og det varsler faktisk, hvad der er i vente for resten af landet.

»I løbet af dagen bliver det mere skyet også i de østlige egne,« siger Klaus Larsen.

Så lidt regionale forskelle på, hvor meget sol der kommer, og hvor varmt det bliver, er, hvad det kan blive til denne tirsdag.

Anderledes dramatisk ser det ud til at blive på torsdag.

»Natten til torsdag kan der komme spredte byger med sne eller slud, især i de østlige egne,« siger Klaus Larsen.

Og ikke nok med det. Det bliver også blæsende – stedvis med kraftige vindstød.

»Der bliver presset vand ned i Kattegat nordfra, og der er derfor risiko for forhøjet vandstand,« lyder det fra DMI's vagthavende meteorolog.

Før vi når så langt, tager vi lige et kig på, hvordan denne tirsdags mere stilfærdige vejr bliver i de fire store byer.

Aalborg

Der kommer lidt eller nogen sol – især først på dagen. Temperaturer op til syv grader.

»Nord for Aalborg er der risiko for glatte veje her til morgen,« påpeger Klaus Larsen.

Aarhus og Odense

Her bliver det mindre solrigt end i Aalborg og København. Temperaturer op til syv grader.

København

Dagen starter køligt, men til gengæld får borgerne i hovedstaden en del at se til solen først på dagen.

Efterhånden bliver det dog skyet. Termometeret sniger sig ikke op på mere end fire-fem grader.

Andre læser også