Mandag morgen betyder tilbage på jobbet for mange efter juleferien.

Men det er ikke uden problemer, når vi kigger på vejret og vejene.

Snevejret fortsætter nemlig - og der kommer endnu mere.

Faktisk fordelt ud over det meste af landet.

»Om morgenen ser snebygerne ud til at fortsætte især i Nordsjælland og Nordjylland,« siger Martin Lindberg, meteorolog ved DMI.

Men det er ikke kun disse områder, der mandag mærker til snevejret, tilføjer han:

»I løbet af dagen er det den sydlige del af Jylland og Fyn, der får snebyger, der kan være kraftige. Og om eftermiddagen kan det også komme op over Sjælland og i det jyske nå op til Aarhus.«

Alle snebygerne kaster desuden en del sne af sig, hvor der kan lægge sig op mod ti centimeter. Nogle steder lokalt op til 20, ifølge meteorologen.

Og selvom mandagens temperaturer dog ser ud til at holde sig en smule mildere end weekendens, så står vi stadig på frostsiden.

»Derfor kan sneen også godt påvirke mandagens morgentrafik særligt i den østlige del af landet,« lyder det fra Martin Lindberg.