Den seneste tid har septembervejret forkælet os med solskin og sommervarme.
Men ... Nu begynder noget at presse sig på i horisonten.
Før vi kommer dertil, skal vi lige igennem en søndag, som ser ud til at blive ganske sommerlig. Det fortæller den vagthavende meteorolog hos DMI Trine Pedersen.
I den vestlige del af landet vågner man dog formentlig op til skyet vejr.
»Det vil nok tage solen en stor del af formiddagen at få brændt hul på dem, men når der bliver brændt igennem, så kommer vi op og får 20 til 27 grader,« forklarer hun.
Varmest ser de østlige egne af landet ud til at få det.
For hagen ved skyerne er, at de godt kan blive liggende ude over vandet.
»Det vil sige, at kyster med pålandsvind godt kan blive 'chikaneret' af skyer, som driver ind fra vandet dagen igennem,« forklarer Trine Pedersen.
Alt i alt ser søndagen ud til at blive en 'pæn sensommerdag', som meteorologen beskriver det.
Men så er det også, at der begynder at presse sig noget på.
Og det 'noget' er mere efterårslignende vejr.
Sidst på natten og mandag morgen kan regn og måske tordenbyger brede sig ind over landet fra vest.
»De kan godt være kraftige, men de er forholdsvist enkeltstående byger. Hvis prognoserne holder, så holder det nok tørt hele dagen på Sjælland og Bornholm.«
Selvom efteråret presser på, bliver mandagen endnu en varm dag, ser det ud til.
I hvert fald viser prognoserne mellem 20 og 25 grader.
»Men så begynder det altså at knibe ganske gevaldigt med det her sommervejr,« siger Trine Pedersen.
Tirsdag begynder de enkeltstående byger at presse sig lidt mere sammen og blive sværere, så vi får mere skyet vejr med regn. Særligt i den østlige del af landet.
Samtidig begynder temperaturen at dykke.
Tirsdag står den på 18-23 grader, mens den onsdag falder yderligere til 14-19 grader.
»Det dykker altså ned og nærmer sig almindelige september-temperaturer igen,« forklarer Trine Pedersen.
Det er ikke til at sige, om vi kan få flere fine sensommerdage, men hvis det sker, spår meteorologen, at det formentlig vil være mere forbigående.