Solen bryder frem: Flot efterårsdag i vente
To landsdele får regn i morgentimerne, lyder det fra DMI.

To landsdele får regn i morgentimerne, lyder det fra DMI.

Står ugen på efterårsferie, byder onsdagsvejret op til, at dagen tilbringes udendørs.
Der er nemlig sol og lune temperaturer i vente.
Det fortæller Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.
To landsdele må dog væbne sig med tålmodighed, for her kan dagen starte med en pæn omgang regn, lyder det.
»Det er en dag, hvor vi får en del sol. I den nord- og østlige del af landet kan der være lidt regn i morgen- og formiddagstimerne,« siger meteorologen.
Fra morgenstunden bliver vejret kun bedre.
»Der kommer i hvert fald sol til det meste af landet. Men der vil være skyer på himlen,« siger Mette Wagner, der understreger at solskinnet komplimenteres af fine temperaturer:
»Alt i alt en supersmuk efterårsdag, hvor temperaturen ligger mellem 12 og 15 grader. Så det er da med at komme ud og nyde det nu, hvor mange har ferie,« siger hun.
Ligesom tirsdag rammes Danmark også onsdag af en hård blæst, der især kan mærkes langs vestvendte kyster. Men blæsten giver dog lidt krydderi til gåturen langs stranden:
»Man kan tage ud til kysten og se lidt bølgeskvulp. Så er der hvert fald lidt ekstra farver på med de hvide bølgetoppe,« siger meteorologen.