Onsdagen kan starte med lidt tåge og dis i det nordvestlige Danmark.

Men så får solen for alvor magtovertaget.

»Det bliver bare solrigt,« lyder det fra vagthavende meteorolog Mette Zhang fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Der sniger sig godt nok nogle højtliggende skyer ind, men solen skinner igennem.

På Bornholm kan skyerne dog ligge lidt lavere, og her bliver der knap så meget sol.

Temperaturerne lander mellem 11 og 17 grader, men ved kysterne kan det blive svært at nå over 10 grader.

Hvor de højeste temperaturer rammer, er dog uvist, da det afhænger af vindretningen.

»Den er lidt uforudsigelig, men de højeste temperaturer findes i Østjylland og på Østsjælland. Det bliver dog lokalt, hvor der kan blive 17 grader, mens 16 grader bliver mere udbredt.«

Og selvom temperaturerne måske ikke lokker til shorts og bare ben, er der alligevel en ting, man bør have med i baghovedet:

»Hvis man er en vinterbleg dansker som mig, så skal man tænke sig om, hvis man gerne vil passe på sin hud og sætter sig ud og steger,« lyder det med et glimt i øjet.

UV-indekset kan komme op omkring fire.

Kort sagt: Rig mulighed for at finde solbriller, solcreme og det solrige humør frem.