For de fleste danskere bliver onsdag endnu en dag i rækken af flotte forårsdage, som man bare ikke kan få for mange af.
Det starter dog pænt køligt med temperaturer omkring 3 graders varme og en graders frost i de tidlige morgentimer. Der kan fra morgenstunden være en smule diset omkring Bornholm og det østlige Sjælland.
Senere indfinder den dejlige forårsvarme sig dog, og varmegraderne kan nå op omkring de 13 flere steder.
Mange vil kunne nyde solen i løbet af dagen, men i en region kan det dog blive svært.
»Skyerne over Jylland klarer langsomt op sydfra, men kan blive hængende over Nordjylland, som derfor kan få en mere skyet dag,« lyder det fra DMIs vagthavende meteorolog Stina Magndal.
Vinden bliver ikke noget at snakke om i løbet af denne onsdag.
