Hvis du håber på en flot dag med en del solskin, så bliver det ret afgørende, hvor i landet du bor.

For allerede fra morgenstunden er nogle skyer på vej ind over os – men dér, hvor de kommer hen til sidst, kan man ende med at få sol hele dagen.

Det fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Jesper Eriksen.

Først skal vi dog lige igennem en ganske kold morgen med temperaturer fra omkring frysepunktet og ned til fem graders frost:

»Så mange steder skal man nok ud og skrabe lidt is af bilruderne, hvis man skal ud i trafikken ad den vej,« forklarer meteorologen.

Årsagen til, at dagen begynder så koldt, er, at der har været klart vejr hen over natten.

»Det betyder også, at vejret starter smukt de fleste steder med en del sol. Men så ligger der de her skyer i den nordøstlige del af Nordsøen,« siger Jesper Eriksen.

De skyer trækker ind fra en nordlig retning, før de bevæger sig hen over hele landet.

»De kan en overgang give lidt nedbør. Det bliver mest som regn, men stedvis som slud,« forklarer han.

Først begynder det i de nordvestlige egne af landet, før de trækker mod sydøst. Men først hen sidst på eftermiddagen når skyerne hen over Storebælt.

Det betyder, at man på Sjælland og i hovedstadsområdet kan se frem til en del sol, før skyerne gør deres indtog.

Det er heller ikke sikkert, at der kommer mange dryp længst mod nord, når skyerne begynder at rulle ind, og mod øst kommer der nok 'kun et par smådryp':

»Hvis der overhovedet kommer noget. Det er ikke det helt store nedbørssystem, der kommer ind. Det er en svag front, som vi kalder den,« fortæller Jesper Eriksen.

Samtidig vil man opleve, at vinden har aftaget ganske betydeligt i forhold til den blæsende torsdag. Særligt i det jyske er den loddet af.

»Længere østpå blæser det stadig her til morgen, men ikke i samme grad som i går, og det aftager i løbet af dagen,« siger meteorologen.

Hvis man ser på landets fire største byer, kommer skyernes indtog til at få betydning for, hvor meget sol man får at se:

Aalborg, Aarhus, Odense og København:
I København kommer man nok til at have solskin stort set hele dagen frem til solnedgang, da det først er deromkring, at skyerne når frem til hovedstaden.

»Det er Aalborg, der får skyerne først,« forklarer Jesper Eriksen.

»De har dem allerede så små her fra morgenstunden. Aarhus får dem ud på formiddagen, og Odense får dem omkring middagstid.«

Kigger man længere frem i vejrprognoserne for at se, hvordan vejret bliver de kommende dage, venter der lidt mere af det samme.

»Det ser ikke ud til, at vinteren kommer tilbage her de kommende dage, og der kommer heller ikke nedbør af betydning. Det, vi er usikre på, er fordelingen af sol og skyer. Lufttrykket bliver relativt højt over os, og det er derfor, der ikke kommer noget nedbør. Men på den her årstid er det svært at sige, om højtryk giver solskinsvejr eller gråvejr,« siger Jesper Eriksen og tilføjer:

»Men paraplyen kan man godt pakke væk for en stund.«

Andre læser også