Det er blevet sommer i Danmark.

Majs kolde og fugtige vejr er for længst glemt, og endelig kan vi nyde sol fra en skyfri himmel med temperaturer, der tillader både bikini og badebukser.

Ja, faktisk er det lige nu så varmt, at temperaturerne ligger en hel grad over normalen for juni.

Og det fine, solrige vejr med temperaturer på den rigtige side af 20 grader fortsætter.

I hvert fald nogle dage endnu, fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Martin Lindberg.

»Det ser meget fint ud,« siger han om vejret både onsdag og torsdag.

Onsdag får vi omkring 22-23 grader, mens vi torsdag kan nå op på 24. Og en svag vind og ingen nedbør gør, at det hele føles endnu bedre.

Fredag forudsiger han dog både skyet vejr med lidt regn eller byger.

»Højtryksryggen svækkes, og det bliver ret skyet fredag. I løbet af dagen kan vi få lidt eller stedvis nogen sol, men jeg tror, at skyerne vil dominere,« forklarer han.

Faktisk ligner det lidt et vejrskifte i begyndelsen af weekenden, hvor lørdag bliver »ret skyet« og blæsende.

»Det vil føles meget køligere,« siger Martin Lindberg og tilføjer, at temperaturerne kun vil ligge mellem 15 og 20 grader. Selvom han forventer mest tørt vejr og måske også nogen sol, så betyder en jævn til hård vind, at sommerfornemmelsen vil sat på pause.

Vi slipper da heller ikke for »en del skyer og måske stedvis lidt regn«.

Heldigvis vender sommeren tilbage søndag og mandag i næste uge. Derefter er det usikkert, hvad der sker, siger den vagthavende meteorolog:

»Det er nok med at nyde det gode vejr nu, mens det er her.«