Den første nedbør i 22 dage er på vej. 

Der var engang, hvor dansk sommer var lig med byger, der går og kommer.

Det scenarium får vi en snert af torsdag og de kommende dage, hvor der er mulighed – eller risiko – for spredte lokale byger.

Men, men … lad det være sagt med det samme:

Det er på ingen måde noget, der for alvor får tørkeindekset til at falde.

Det forklarer den vagthavende meteorolog i DMI, Jesper Eriksen, på en torsdag morgen, hvor hans radar viser, at bygerne allerede ligger over den østlige del af landet.

»I dag får vi væsentlig flere skyer, end vi har været vant til de seneste dage. Det bliver lidt blandet med sol, skyer og enkelte byger,« siger han og tilføjer:

»Men der kommer ikke så mange millimeter. Det er ikke rigtig noget, der batter.«

Temperaturmæssigt er der ikke så meget nyt under solen: 

Mellem 22 og 27 grader og næsten ingen vind. Det vil altså stadig føles temmelig hedt.

Natten til fredag kommer nye byger ind over landet, og Jesper Eriksen vil ikke udelukke, at de kan blive kraftige. 

»I aften og nat får den sydøstlige del af landet nedbør, som kan blive kraftige. Som det ser ud nu, bliver det ikke skybrud, men det er noget, vi holder øje med,« siger han. 

Bygerne, som de kommende dage sagtens kan blive med torden, ændrer dog ikke ved det overordnede indtryk af varme og solrige sommerdage med endog meget høje temperaturer. 

I løbet af weekenden får vi temperaturer mellem 22 og 28 grader – og lokale regn og tordenbyger.

Mandag er der sågar udsigt til hele 30 grader lokalt – især i det centrale Jylland. 

I skrivende stund (torsdag morgen, red.) har DMI et såkaldt forvarsel om hedebølge fra fredag til mandag gældende for størstedelen af Jylland. 

Vagthavende meteorolog Jesper Eriksen forventer, at det i løbet af dagen bliver ændret til et egentligt varsel.