Hvordan bliver vejret tirsdag?

Tja... Det afhænger faktisk helt af, hvor i landet du befinder dig.

For opholder du dig i den vestlige del af Danmark, står den på skyet vejr og måske også lidt regn, mens det længere mod øst tegner til at blive en rigtig fin septemberdag med sol.

»Landet bliver ligesom delt i to. Der ligger en gammel front over den vestlige del af landet og ude over Nordsøen, og den giver skyet vejr og måske en smule regn hist og her,« fortæller vagthavende meteorolog Lars Henriksen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Det er derimod helt andre prognoser, der er for den østlige del af landet.

»Mod øst bliver det helt anderledes med tørt vejr og en del sol,« siger Lars Henriksen.

Men uanset hvor du er, behøver du ikke finde hverken vanter eller de uldne sokker frem. Temperaturerne ligger nemlig stadig til den lune side. Helt op til 18 grader kan det blive, og vinden bliver heller ikke noget, der kommer til at give os gåsehud.

Meteorologen kan dog ikke udelukke, at der i løbet af dagen går lidt huller i skydækket i den vestlige del af landet, men det overvejende billede bliver altså en skyet dag.

Onsdagsvejret kommer til at ligne tirsdagens, men så kommer omslaget til mere råt efterårsvejr.

Efter en »blandet dag« torsdag kan vi nemlig se frem til et skifte til mere ustadigt, blæsende og vådt vejr.

»Fredag begynder det at gå jævnt ned ad bakke med ustadigt vejr, perioder med regn og efterhånden også ret blæsende fra øst. Måske ligefrem kuling lørdag og søndag. Det er jo rigtig efterårsvejr,« siger Lars Henriksen.