Vinteren er på mange måder gået amok i år og har både budt på alt fra snestorm til minusgrader og glatte veje. Og det kolde vejr er her stadig.

Det sætter sit tydelige præg hos dem, der skal ud og rydde sneen væk, skriver Børsen.

Avisen har talt med brolæggerfirmaet JJ Gruppen, der her i vinterhalvåret rydder sne og salter vejene i hele Storkøbenhavn. Og her er der nok at se til - faktisk overraskende meget.

»Jeg har arbejdet med snerydning i 15 år, og det er første gang, jeg er ude for, at vi skal have fat i lastbiler for at køre sne væk,« siger projektleder i brolæggerfirmaet, Mikkel Mørch, til mediet.

Men brolæggerfirmaet i Storkøbenhavn er ikke de eneste, der lige nu må løbe ekstra stærkt for at komme de store mængder sne til livs.

Det samme gælder anlægsgartnerfirmaet Havia, som Børsen ligeledes har talt med.

Firmaet yder sneservice i hele landet og siger, at det er længe siden, de har set noget lignende.

Projektrådgiver hos Havia, Tommy Bertelsen, forklarer til Børsen, at han ikke husker at have oplevet noget så vildt som denne vinter. Særligt på Sjælland og Fyn.

Og der ligger måske en god grund bag det store arbejde med at fjerne sne, rydde veje og salte cykelstier.

I hvert fald er der ifølge DMI ikke målt sne i de her store mængder, som der den seneste tid har været i København, siden 2011.

Så sent som i forrige uge blev der målt 17 cm sne, uddyber mediet.