Snefygning og isglatte veje får Vejdirektoratet til at advare om farlige forhold på danske veje, især i syd.

Snevejret fortsætter, og især den sydlige del af landet skal forberede sig på endnu en dag med barske forhold.

Sådan lyder det fra Vejdirektoratet, der torsdag morgen advarer om voldsomme forhold på danske veje. Det fortæller vagthavende Søren Andersen.

- Der er både glat, hvidt og blæsende rundtom i hele landet.

- Vi har glatte og isglatte veje i Jylland, på Østfyn, på Sydsjælland, på Lolland-Falster og på Bornholm, siger Søren Andersen.

- Og man skal være opmærksom på, at det fyger meget med sne på vejene. Det betyder, at der er mange motorveje, hvor der kun er ét spor farbart.

- Vores vintertjeneste er i fuld gang med at rydde og salte, lyder det fra Vejdirektoratets vagthavende torsdag morgen.

Syd- og Sønderjyllands Politi fraråder al unødig kørsel i kommunerne Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev på grund af kraftig snefygning.

På Vejdirektoratets hjemmeside kan man desuden læse, at bæltekøretøjer er ved at blive gjort klar til assistance for ambulancekørsel.

Også hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) meldes der om barsk vintervejr.

- Situationen er den, at der driver snebyger ind primært fra Østersøen og videre indover den sydlige del af landet, siger vagthavende meteorolog Jesper Eriksen tidligt torsdag morgen.

DMI har udsendt et varsel om snefygning, der gælder frem til torsdag aften klokken seks.

- Når der er alvorlige problemer med snefygning, så siger vi, at vinden skal op på 10 meter i sekundet. I den sydlige del af landet ligger den på mellem 8 og 13 meter i sekundet i øjeblikket og faktisk hele dagen igennem.

- Ved nogle af kysterne ud til Østersøen kan man sidst på dagen nå helt op på 15 meter i sekundet, så snefygningen kan lokalt blive værre, siger han.

På Sjælland gælder varslet fra Stevns og sydover, mens det på Fyn gælder for Sydfyn og Sydfynske Øhav samt i Syd- og Sønderjylland.

- Og det er altså først i nat, at vinden begynder at aftage, så man skal indstille sig på barske forhold i den sydlige del af landet og andre steder blandt andet den østlige del af Jylland, siger Jesper Eriksen.

- Lige nu ophører varslet i aften klokken seks, men det bliver nok forlænget med nogle timer. Det varer nok frem til midnat, lyder meldingen torsdag morgen.

Ifølge DMI ligger der fra morgenstunden på Bornholm op mod 40 centimeter sne, mens DMI har fået uofficielle meldinger om op mod 50 centimeter sne lokalt sydpå.

/ritzau/