Vinteren har bidt sig fast, og den fortsætter for fuld drøn.
Allerede i løbet af natten og ind i morgendagen presser snebygerne sig på, og nogle steder kan få langt mere sne end andre.
Så klart lyder det fra vagthavende meteorolog Anja Bodholdt fra Danmarks Meteorologiske Institut.
Snebygerne begynder i Nordjylland, men et lavtryk fra Nordsøen sender dem videre ind over den sydlige del af landet.
»Det ser ud til, at det især er den sydlige del og langs Østjylland ved Djursland, der kan få de største mængder sne,« siger meteorologen.
Her kan der lokalt falde op mod 15 centimeter sne, mens mange andre steder må nøjes med to til seks centimeter. Nogle steder på Sjælland kan det blive endnu mindre.
Samtidig bliver vejret besværligt, selv om vinden kun bliver svag til jævn.
»Vejene bliver rigtig glatte, så man skal køre efter forholdene,« lyder advarslen.
Natten byder på hård frost med 10–12 minusgrader, og lokalt kan temperaturen falde helt ned omkring minus 15 grader. I morgen stiger temperaturen en smule og lander mellem minus fem grader og nul.
Et sted i landet kan man dog slippe billigere.
»Nord for Ringkøbing Fjord og op mod Limfjorden ser det ud til, at det bliver stort set tørvejr,« siger Anja Bodholdt, som dog påpeger at vintervejret langt fra slut.
»Det bliver rigtig besværligt vintervejr - selvfølgelig ikke 24 timer i døgnet - men man skal væbne sig med, at det bliver vinterligt hele ugen,« lyder det.

