Efter en kort pause vender vinteren nu tilbage til Danmark, og vi kan forberede os på både sne og minusgrader.

I første omgang venter dog en søndag med 4 graders varme og ganske lidt vind.

»I Nordjylland og Nordvestjylland vil der kunne komme en del nedbør i form af regn og slud, men resten af landet kan se frem til en forholdsvist lun søndag, hvor det vil være vejr til en god gåtur eller at tage ud og se på vintergækker og erantiserne,« siger vagthavende metrolog ved DMI, Bolette Brødsgaard.

Nedbøren, der falder i de nord- og nordvestjyske egne søndag, bliver dog næppe liggende. Mandag falder der også stedvis sne og slud, ligesom der også tirsdag vil være mulighed for snebyger i de dele af landet, der ligger ud til Kattegat og Østersøen.

Onsdag bliver der hvidt i store dele af landet. Natten til onsdag kommer termometret ned omkring fem minusgrader, og udsigten står her på snebyger.

»Det vil særligt være Østersø-egnene - Lolland-Falster, Sydsjælland, Møn og Bornholm - der får sne, som kan blive liggende. Der kan desuden komme lidt hvidt drys over Djursland,« siger Bolette Brødsgaard.

I resten af landet er der dog ikke så meget af have optimismen i, hvis man længes efter en tur på kælkebakken. Her kommer der nemlig ikke de store snemængder.

»Lidt hvidt kommer der dog til alle,« siger Bolette Brødsgaard.