Sneen har lagt sig som et hvidt tæppe i det meste af Danmark torsdag.
Og fredag er der mere på vej.
Sådan lyder det fra DMIs vagthavende meteorolog, Hans Peter Wandler.
»Det vil fortsætte med at sne i løbet af natten i de østlige egne, mens det sandsynligvis er stilnet af i de nordlige dele af landet i løbet af natten.«
»Al den sne, der er faldet torsdag, vil samtidig med høj sandsynlighed blive liggende,« siger han.
Der kommer dog langt fra lige så meget sne fredag, men et farligere vejrfænomen har mulighed for at boltre sig i det friske hvide lag.
»Der vil falde isslag i store dele af landet, og det kan altså blive spejlglat på vejene, så man skal virkelig passe på, hvis man bevæger sig ud,« advarer meteorologen.
Senere op ad dagen kan der falde regn og slud i de sydøstlige dele af landet, hvor sneen sandsynligvis også slipper først, lyder det.
Temperaturen svinger mellem -2 og +2 grader, mens vinden vil være en smule mildere end de seneste dage.

