Søndag står vi op til endnu en både hvid og kold morgen.

Temperaturerne på vejene spænder fra minus 3 og helt ned til minus 11 grader - og det betyder glatte veje nærmest overalt i landet, viser Vejdirektoratets trafikkort.

Dog ser vejrforholdene ud til at gå hårdest ud over de nordjyske trafikanter, siger vagthavende hos Vejdirektoratet, David Beheineh:

»I Nordjylland går trafikken lidt langsommere, som formentlig skyldes sne og slud på vejene.«

Men på trods af de noget udfordrende vejrforhold, så har Vejdirektoratet her søndag morgen ingen akutte hændelser - ligesom der heller ikke har været det store bøvl i løbet af natten.

»Der er fuld fremkommelighed på vejene, men selvfølgelig både salter og rydder vi stadig,« lyder det fra den vagthavende.

Men derfor gælder det stadig om, at man kører forsigtigt.

»Man skal være særligt opmærksom på udsatte områder - altså områder, hvor der kan være ekstra glat, for eksempel på og under broer, lavtliggende områder og skovområder,« siger David Beheineh.

Og selvom der generelt er ryddet på stats- og hovedvejene, så må man som bilist ikke lade sig snyde, siger han:

»Der kan sagtens være glat, selvom det ikke ser glat ud.«