Snart nærmer vi os officielt årets første forårsmåned.

Samtidig begynder det at blive lunere – men det bliver ikke hele landet, der får glæde af de ekstra varmegrader.

Det forklarer meteorolog Mette Wagner i en vejrkommentar på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside.

Tager man et kig ned i vejrinstituttets syvdøgnsudsigt, kan man se, at dagtemperaturerne i løbet af ugen forventes at stige til op over de tocifrede varmegrader.

»Desværre er det ikke hele Danmark, der kommer til at nyde de tocifrede temperaturer,« lyder det fra Mette Wagner i vejrkommentaren:

»Vi er nemlig kommet ind i den årstid, hvor det køligere vand påvirker temperaturerne i kystnære områder. Derfor er det er de kystnære områder, der kommer til at hænge i bremsen.«

Og hvad betyder det så?

Det betyder eksempelvis, at når temperaturen i weekenden – ifølge prognoserne – når op mellem 7 og 12 grader, mens vinden blæser fra øst, så vil man have det lidt koldere i for eksempel Aarhus og København.

Der vil man måske 'kun' få seks til otte grader, forklarer meteorologen.

»Mens resten af landet kan nyde kaffen udenfor blot med et lille tæppe over benene, så skal dem, der bor eller besøger en østvendt kyst, også sidde under en varmelampe,« som Mette Wagner beskriver situationen.