En højtryk, der rykker langt mod øst, kommer til at blive startskuddet til et snarligt vejrskifte.
Men før vi kommer dertil, har vi noget 'pænt weekendvejr' i vente.
Sådan lyder det i en vejrkommentar fra meteorolog Martin Lindberg på DMIs hjemmeside.
Hvis du nu sidder og tænker, at vejret ikke umiddelbart ser så synderligt spændende ud, så kan det skyldes, at fredagen begynder med en del skyer.
Særligt mod nord.
I Nordjylland kan der også komme lidt regn, men ud på dagen klarer det efterhånden op i hele landet fra syd, så de fleste får noget sol.
Det bringer os frem til weekenden, hvor den ifølge prognoserne står på 'nogen sol og temperaturer omkring 20 grader'.
Om søndagen er 'skyprognosen' dog ifølge Martin Lindberg 'noget usikker'.
»Muligvis bliver det en overgang ret skyet flere steder. Temperaturerne ser ud at nå op mellem 17 og 23 grader, varmest i de sydlige egne,« forklarer han i sin vejrkommentar.
Ser vi ind i næste uges vejr, ser det noget anderledes ud.
Det står nemlig til at blive vådt og blæsende.
»Fra mandag rykker højtrykket langt mod øst, hvilket åbner op for en lind strøm af fronter og regn, der bevæger sig ind over Danmark fra sydvest,« siger meteorologen:
»Det bliver også blæsende med perioder af frisk vind til kuling, stedvis måske med kraftige vindstød.«