Stormen Otto har sat kursen mod Danmark, og det kan få stor betydning for mange danskere.

Derfor har forsikringsselskabet Topdanmark valgt at sende en sms-varsel ud til 100.000 kunder, før det går løs.

Det skriver Topdanmark i en pressemeddelelse.

Fredag ventes at blive en meget blæsende dag.

Her har DMI udsendt varsel om storm i Nordjylland og den nordlige del af Vestjylland, mens der er varsel om stormende kuling med vindstød af stormstyrke for dele af det øvrige Jylland samt det nordligste Sjælland og Bornholm.

Varslet indeholder lokale vejrudsigter og gode råd til at forebygge til selskabets kunder i de berørte områder.

»Vi ved af erfaring, at vi kan nå at begrænse omfanget af skader til gavn for både boligejere og os som selskab, hvis vi kommer på banen med gode råd til at sikre ejendele og ejendomme, inden stormen rammer. Derfor udsender vi 100.000 sms'er til boligejere om, at de for eksempel skal være opmærksomme på løse genstande i haven, og at der er lukket af til boligen,« siger Helene Ibsen, boligchef i Topdanmark.

»Varslingerne er en central del af vores beredskab, som bliver aktiveret og som også betyder, at der prioriteres kapacitet på telefonerne til at hjælpe kunder med omfattende stormskader og vandskader, hvor der er akut behov for hjælp. Dem forventer vi, at vi vil få nogle af hen over weekenden. Derudover kan kunder med fordel anmelde mindre akutte skader online,« siger hun.

Dagen forventes at starte med regn, og derefter tiltager vinden fra fredag eftermiddag og natten til lørdag.

»Kombinationen af nedbør og storm kan give udfordringer for boligejere. Stormen kan resultere i typiske stormskader som væltede træer og nedfaldne tagsten. Oven i de kraftige vinde følger der også regnbyger med, hvilket kan forårsage vandskader,« siger Helene Ibsen.