I mange uger har den stået på sne og bidende kulde i Danmark. 

Men nu ligner det, at temperaturerne kan være ved at vende. Lørdag bliver det i stedet regn og slud, der ruller ind over landet.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Andy Ahumada.

»Vi har en varmfront, der bevæger sig mod øst. Lørdagen starter med regn og slud, og tidligt om morgenen er der risiko for islag,« siger han.

I forbindelse med varmfronten følger også fugtig luft, som kan give dis og tåge flere steder i landet.

Vinden bliver let til frisk, og temperaturerne ventes at ligge mellem frysepunktet og fem graders varme.

I løbet af den kommende uge ser det dog ud til, at temperaturerne tager et lille nøk opad.

»Det ligner, at vi går ind i en uge med lidt varmere temperaturer mellem fire og otte plusgrader. Om natten vil der stadig kunne komme frost, men den bliver ikke så udbredt,« siger Andy Ahumada og fortsætter:

»Senere på ugen kan vi måske komme op i tocifrede temperaturer i Jylland, men det er stadig for tidligt at slå fast. Det kan dog blive lidt varmere.«