Farvandet i det nordlige Stillehav er varmere end nogensinde før.
Det har skabt en mystisk havhedebølge, som forbløffer klimaforskere verden over. Det skriver BBC.
Temperaturen i havoverfladen blev i perioden mellem juli og september målt til 0,25 grader højere end normalt, hvilket slår den tidligere rekord fra 2022.
Stigningen er massivt for området, der er ti gange større end Middelhavet.
På trods af at klimaforandringer gør forekomsten af hedebølger i havet mere sandsynlige, er det for forskere fortsat svært at forklare, hvorfor Stillehavet er så varmt i lang tid.
»Der sker helt sikkert noget usædvanligt i det nordlige Stillehav,« lyder det fra klimaforsker Zeke Hausfather fra det amerikanske Berkeley Earth til BBC.
Han understreger, at temperaturspringet i det store havområde er 'ret bemærkelsesværdig'.
Den markant højere varme kan også få store konsekvenser for os herhjemme i Danmark.
Vejret hænger nemlig sammen globalt gennem såkaldte teleforbindelser.
Ifølge Amanda Maycock, professor i klimadynamik ved University of Leeds, kan varme forhold i det nordlige Stillehav skabe bølgebevægelser i atmosfæren, som påvirker vejret i Nordatlanten og Europa og skaber højtryk over kontinentet.
»Det kan trække koldere luft ind over Europa og give os koldere vejr tidligt på vinteren,« fortæller Maycock til BBC.