Lidt eller nogen sol. Enkelte eller en del byger og beherskede temperaturer.
Det ustadige – eller skal vi sige omskiftelige – sensommervejr fortsætter.
DMI melder nemlig om et lavtryk med regn og byger, som skal passere landet fra vest mod øst de kommende dage.
Det giver noget vekslende vejr både onsdag, torsdag og fredag.
»Det ustadige sensommervejr fortsætter yderligere et par dage,« skriver vagthavende meteorolog hos DMI, Martin Lindberg, i sin kommentar på vejrtjenestens hjemmeside.
Onsdag er det dog fortrinsvis jyderne, der må holde for med gråt og vådt bygevejr, mens den østlige del af landet kun får »enkelte lokale byger ud på eftermiddagen.«
Temperaturerne kommer til at ligge mellem 16 og 21 grader, og vinden bliver svag til jævn.
Skyer, byger og regn breder sig i løbet af nattetimerne til hele landet.
Også torsdag og fredag ser lidt blandede ud, skriver den vagthavende meteorolog i kommentaren.
Det vil sige mest skyet vejr med regn og byger, men også »lidt eller nogen sol.«
Som en trøst for haveejere, landmænd og andre, der gerne vi udenfor i weekenden, tegner slutningen på ugen til at blive noget pænere.
»Efterhånden vil et højtryk bygges op vest for Danmark, over De Britiske Øer og Nordsøen, hvilket vil give os stort set tørt vejr og god plads til solen i weekenden,« skriver meteorologen og fortsætter:
»I weekenden ser højtrykket vest for Danmark ud at give os overvejende stabilt og pænt sensommervejr med nogen eller en del sol, og temperaturer mellem 17 og 22 grader,«