Vi slap for skybrud, men regnen fortsætter lidt endnu.
DMI varslede søndag, at især Nordsjælland risikerede at blive ramt af lokale skybrud natten til mandag.
Der faldt da også rigeligt med regndråber, men skybruddet slap de for.
Det gjorde svenskerne til gengæld ikke, fortæller Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog ved DMI.
»Vores radar viser, at der har været lokale skybrud på den anden side af Sundet, og vi har da også kunnet høre lyn og torden i det sydsvenske her fra Købehavn,« siger vagtchefen og fortsætter:
»Men herovre slap Nordsjælland med 10-15 millimeter regn, og det kræver altså mere end 15 millimeter på 30 minutter, før der er tale om skybrud. Men de har da fået en god skylle nord for København.«
Danskerne kan dog ikke ånde lettet op endnu, da regnvejret på ingen måde er overstået.
Således fortæller Jesper Eriksen, at resten af dagen vil blive præget af byger hist og pist. Lokalt endda i form af kraftig regn.
I den østlige del af Jylland vil der desuden være risiko for tordenvejr det meste af dagen.
Fra midten af ugen vil det dog blive mere tørt vejr.
»Vi kan se i vores syvdøgnsprognose, at byge-aktiviteten bliver mindre og mindre. Fra torsdag vil der være svag til jævn vind og 18-23 grader. Måske endda 25 grader lokalt,« siger Jesper Eriksen og fortsætter:
»Så det går langsomt fremad, men det går da den rigtige vej.«