Skræmmende udmelding: Stiger tre gange så meget
Klimarapport fra FN og Storbritannien forventer særligt store temperaturstigninger om vinteren i Arktis.

Klimarapport fra FN og Storbritannien forventer særligt store temperaturstigninger om vinteren i Arktis.

Inden for de næste fem år forventes temperaturerne i de arktiske områder at stige mere end tre gange så meget som i resten af verden.
Det fremgår af en klimarapport fra FN's meteorologiske organisation, World Meteorological Organization, og det britiske meteorologiske institut, Met Office, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mens der ventes særligt høje temperaturstigninger i Arktis, forventer forfatterne bag rapporten, at den globale gennemsnitstemperatur slår rekord ét år i perioden.
Den hidtil højeste globale gennemsnitlige temperaturstigning blev målt i 2024.
I løbet af de fem år forventes den globale gennemsnitstemperatur at ligge mellem 1,3 og 1,9 grader over det førindustrielle niveau.
Med Paris-aftalen fra 2015 blev verdens lande enige om at bestræbe sig på at begrænse temperaturstigningerne til højst 1,5 grader over niveauet før industrialiseringen.