Denne uge markerer sidste chance for et vildt astronomisk syn indtil 2040. 

Det er nemlig muligt lige nu at se hele syv planeter på nattehimlen samtidig. 

Det skriver BBC.

Fire af planeterne, Merkur, Venus, Jupiter og Mars, vil være synlige for det blotte øje. Derudover vil Uranus, Saturn og Neptun være synlige, hvis man er i besiddelse af en stjernekikkert. 

For at se planeterne kræver det, at man har god udsigt over horisonten samtidig med, at vejret er klart. 

Men vinduet for at se nogle af planeterne er meget lille, da de følger solnedgangen. 

»Du har faktisk kun et par minutter efter solnedgang til at fange dem, før de går ned under horisonten. Derefter vil du stadig kunne se Venus, Jupiter og Mars tydeligt i meget længere tid,« siger Dr. Edward Bloomer, astronom ved det kongelige observatorium i Greenwich.

Venus og Jupiter er de nemmeste at se, da de to planeter lyser meget kraftigt. Men Mars er også let at kende på sit rødlige skær. 

Hvis man vil have størst mulighed for at se planeterne med sine egne øjne, skal man opholde sig i mørket i en halv time, indtil øjnene har justeret sig. Her er det vigtigt ikke at kigge på sin mobil undervejs.