Efter en varm sommer med hedebølge og tørke, melder efteråret ligeså stille sin ankomst.

DMI's udsigter viser, at september generelt bliver en mild måned med mere sol end normalt.

Allerede op til den kommende weekend kan vejret vende en smule og minde mere om det klassiske efterårsvejr med temperaturer under 20 grader.

»Torsdag og fredag skruer vi ned for solen, og temperaturene er nedadgående. I weekenden bliver det 15-20 grader med perioder af sol, men også byger rundt omkring i landet og en anelse køligere,« siger Lars Henriksen, vagtchef ved DMI, som også forsikrer, at det ikke bliver voldsomt regnvejr.

I september står den på gråvejr over Danmark.
I september står den på gråvejr over Danmark. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det bliver regnvejr i weekenden med byger, men det drejer sig kun om få millimeter. Vi taler ikke kraftig regn henover weekenden.«

Hvis man er til det mere varme vejr, skal man nyde onsdag, da det kan blive op til 23 grader med ingen vind. Det gælder dog kun for den sydøstlige del af landet - i den nordvestlige del bliver det mere skyet og med risiko for regn.

Men allerede i næste uge bliver vejrudsigten svær at gennemskue, da der både er en polarfront og et højtryk på vej mod Danmark.

Prognosen for næste uge viser dog, at højtrykket står stærkest, og der er derfor udsigt til dage med lunt solskinsvejr, hvor det bliver mere varmt og tørt, end vi normalt kender september. Hvis lavtrykkene alligevel blander sig, får vi flere skyer og mere nedbør end sædvanligt.

Senere i september viser prognoserne stadig en tendens til et såkaldt 'højtryksrygge' - om sommeren betyder det sommervejr, men eftersom vi på det tidspunkt er et stykke inde i efteråret, betyder det perioder med solskin og tørvejr, som kan afbrydes af passager af lavtryk og regn.

Havet omkring Danmark er stadig varmere end normalt - dejligt, hvis man stadig nyder en dukkert i det friske havvand, men et varmere hav betyder også større risiko for kraftigere regn. Nedbøren forventes derfor at fordele sig ujævnt over dagene i de kommende to uger.

Med varmt havvand kommer ikke alene kraftigere nedbør - det betyder også lunere nætter, hvorfor man godt kan vente med at skifte sommerdynen ud.

Dagtemperaturen for september forventes at være normal for årstiden - det vil sige generelt under 20 grader, mens døgntemperaturen forventes varmere end normalt.