Forhøjet vandstand. Stiv kuling og masser af regn.
Det er ingen tvivl om, at efteråret er landet denne september-tirsdag, hvor »et lille hidsigt lavtryk« passerer Danmark.
Så skal du udenfor tirsdag aften, gør du klogt i at huske paraplyen – og holde godt fat i den.
Den vagthavende meteorolog hos DMI lægger da heller ikke skjul på, at de kommende timer bliver både meget blæsende og våde.
»Det er ikke, fordi regnen er så kraftig, det er mere måden, det regner på, der gør, at det summer op,« forklarer vagthavende meteorolog, Trine Pedersen, og beroliger med, at vi ikke kommer i nærheden af skybrudslignende mængder.
»Men det bliver ved med at regne i lang tid, og det er derfor, vi varsler. Grænsen for varslet for kraftig regn ligger på 30 millimeter i løbet af 24 timer.«
Store regnskyl er allerede rullet ind over Jylland og Fyn, og især kommunerne i Vestjylland har holdt for.
I Holstebro er der indtil videre faldet 23,4 millimeter, og andre kommuner i området ligger mellem 15 og 20 millimeter lige nu.
Og der er mere på vej i løbet af eftermiddagen og aftenen, lover DMI.
Det er ikke kun regnen, der bidrager til indtrykket af efterårsvejr.
I løbet af eftermiddagen tager vinden også til.
Trine Pedersen fortæller, at især den jyske vestkyst og Djursland vil få vindstød af stormstyrke.
»Vi forventer, at vinden kulminerer de kommende timer, men hele natten vil komme op til kuling ved Vestkysten. Det er ikke, fordi det stilner af på nogen måde,« forklarer hun og tilføjer, at det også bliver meget vådt og blæsende i resten af landet.
Den kraftige vind betyder også, at vandstanden stiger.
DMI varsler om forhøjet vandstand ved Vadehavet og langs Vestkysten op til Limfjorden.
Ved Vestkysten forventer DMI, at vandstanden kommer til at ligge mellem 1,9 og 2,3 meter over normalen, mens den i Vadehavet vil komme til at ligge mellem 2,3 og 2,7 meter.
Meteorologen forventer dog ikke, at det er noget, der kommer til at give anledning til alvorlige problemer.